Børnespecialisternes metode
Vi arbejder med børn med særlige behov - og deres familier. Når et barn har særlige behov, påvirker det hele familien. Derfor tager vi altid udgangspunkt i jeres hverdag, ønsker og det, der er vigtigt for jer og barnet.
Vi tror på at forældre kender deres barn bedst.
Vi lægger vægt på at træningen ikke føles som lektier eller træning. I stedet skal den bygges ind i leg og i hverdagens almindelige aktiviteter, så træningen bliver usynlig for barnet.
Målet er at styrke barnets evne til at deltage i hverdagslivet - derhjemme, i skolen, og i fællesskaber - gennem små, men meningsfulde skridt.
Familien er eksperterne
Ny viden viser entydigt, at talrige ugentlige repetitioner, som indarbejdes i hverdagsaktiviteter, giver den største effekt, fordi motivationen for både barn og forældre opretholdes i en meningsfuld dagligdag. Hverdagsrehabilitering bygger på de daglige gøremål, som har betydning for den enkelte familie, og derfor indarbejdes træningen, så den bliver en naturlig del af familielivet.
Hos Børnespecialisterne tager hjemmetræningen udgangspunkt i barnets hverdag, interesser og familiens samlede trivsel. Træningen kan foregå gennem hele dagen, men der vil typisk også være afgrænsede tidsrum, hvor bestemte færdigheder eller aktiviteter trænes mere målrettet.
Sammen med jer udarbejder vi et detaljeret træningsskema eller dagsprogram, som tilpasses jeres barns dagsform, familiens aktiviteter og de ønsker, I har til træningens intensitet.
Træningsprogrammet består af almindelige hverdagsaktiviteter som måltider, leg, bevægelse, sociale aktiviteter og træningslege. Alle aktiviteter planlægges med et klart udviklingsmæssigt formål, så de understøtter barnets læring og udvikling inden for de områder, der er relevante for netop jeres barn.
Familien er omdrejningspunktet
For at sikre at det ikke kun bliver fine ord, men også bliver virkelighed i vores hjemmetræning er vores måde at tænke på med afsæt i ”ICF modellen (WHO’s internationale klassifikation af funktionsevne) og de 6 F-ord som beskriver de forskellige aspekter af et barns liv, som er vigtige at have fokus på i de indsatser vi sætter i gang.

Vores træning fokuserer på, at barnet udvikler sig gennem målrettet træning, som både indarbejdes i familiens almindelige hverdagsliv og med mere specifikke og afgrænsede øvelser.
Vi lægger vægt på at I forældre er de bedste trænere for jeres barn - fordi I kender jeres barn bedst og fordi det er jer, der tilbringer mest tid sammen med barnet - nu og i fremtiden.
Hjemmetræningen giver nemlig en unik mulighed for at barnet kan træne på en tryg måde, så det får de bedste betingelser for at udvikle sig. Når I hjemmetræner med os vil træningen foregå usynligt gennem hele dagen, med fokus på både jeres og barnets motivitation, ved at træningen lægges ind i aktiviteter og leg.
Hvordan bruger vi F-ord
Hos Børnespecialisterne ser vi ikke så meget på barnets diagnoser. Vi ser på hele barnet og hele familien.
Vi flytter fokus fra diagnoser og begrænsninger til barnets deltagelse, styrker, hverdag og fremtid. Det gør vi med hjælp af F-ord, som er en meget praktisk og familievenlig måde at arbejde på.
Der er seks F-ord i modellen.
FÆRDIGHEDER
Handler om det, barnet KAN i hverdagen.
Det kan være at tage tøj på, spise selv, lege, deltage i undervisningen, cykle eller hjælpe til derhjemme. Fokus er ikke på, hvordan barnet gør det, men på at barnet kan være aktivt deltagende i de ting, der er vigtige i hverdagen.
Eksempel: Kan barnet være med til at pakke sin skoletaske eller lege med søskende?
FAMILIE
Handler om familien som barnets vigtigste ramme.
Familien kender barnet bedst og spiller en afgørende rolle i barnets udvikling. Derfor tager vi udgangspunkt i familiens ønsker, mål, ressourcer og hverdag.
Eksempel: Træningen skal passe ind i familiens rutiner og give mening for både barnet og forældrene.
FYSISK OG MENTAL SUNDHED
Handler om bevægelse, styrke, udholdenhed og fysisk trivsel.
Når børn bevæger sig og bruger kroppen, udvikler de både motoriske færdigheder, selvtillid og deltagelsesmuligheder.
Eksempel: At klatre på legepladsen, gå ture, spille fodbold eller lære at cykle.
FORNØJELSE
Handler om det, barnet synes er sjovt og motiverende.
Børn lærer bedst, når de er engagerede og har lyst til at deltage. Derfor skal træning og udvikling tage udgangspunkt i barnets interesser.
Eksempel: Hvis barnet elsker dinosaurer, musik eller heste, kan det bruges aktivt i træningen.
FÆLLESSKABER
Handler om relationer, fællesskaber og tilhørsforhold.
Alle børn har brug for at føle sig som en del af et fællesskab. Venskaber og sociale relationer har stor betydning for trivsel og udvikling.
Eksempel: At kunne lege med klassekammerater, deltage i en fritidsaktivitet eller være med til fødselsdage.
FREMTID
Handler om håb, drømme og muligheder.
Vi arbejder ikke kun med det, barnet skal kunne i dag, men også med det, der kan åbne døre for barnet i fremtiden.
Eksempel: Hvilke mål har barnet og familien? Hvad ønsker de, at barnet skal kunne om et år, fem år eller som voksen?
F-ordene hjælper os med at fokusere på det, der virkelig betyder noget: At barnet kan deltage, udvikle sig og trives i hverdagen.
Når børn udvikler sig, handler det ikke kun om træning. Det handler om at kunne deltage i det liv, der betyder noget for dem og deres familie.

