Teoretisk fundament
Vores hjemmetræning bygger på metoden “HVERDAGSREHABILITERING” fordi:
Ny viden viser entydigt, at talrige ugentlige repetitioner som indarbejdes i hverdagsaktiviteter giver den største effekt, fordi motivationen for både barn og forældre opretholdes i en meningsfuld dagligdag. Hverdagsrehabilitering bygger på de daglige gøremål, som har betydning for den enkelte familie, og derfor indarbejdes træningen, så den bliver en naturlig del af familielivet.
I BørneSpecialisterne er alle fagpersoner uddannet og autoriseret af det danske sundhedssystem som enten fysioterapeut eller ergoterapeut. Desuden samarbejder vi med forskellige fagpersoner, hvor der ligeledes stilles krav til faglig uddannelse herunder specialpædagog, bandagist, logopæd, diætist, læge mv.
Vi anvender anerkendte konventionelle medoder og teoretiske referencerammer, som også anvendes i de offentlige systemer. Metoderne kan være indenfor neurofysiologi, neuropædagogik og kognition, kommunikation, syn, fin- og grovmotorik, spisning og sprog, socialt samt sanseintegration og sansemotorik.
Hjernens funktion
Hjernen er vores mest komplekse organ, den er uhyre plastisk og rummer utallige kombinations- og udviklingsmuligheder. Når vi skal udvikle hjernen – lære noget nyt – er der mange dele af hjernen, der på samme tid skal snakke sammen. Derfor giver det ikke mening at se på enkelte centre og funktioner i hjernen alene. Vi skal have alle funktioner i hjernen til at fungere sammen, da enkeltdele ikke kan fungere uden hinanden. Vi kan derfor ikke træne motorik eller kognition hver for sig, da den ene funktion er afhængig af den anden. Et eksempel fra hverdagen kan være den motoriske funktionen at kunne gå. Når vi går (motorik) er der garanteret ikke ret mange af os der tænker over vi egentligt går. Det der har betydning for os, er nemlig hvor vi går hen (kognition) – går ud til bilen, går hen og henter noget, går hen til hinanden. Hvis vi ikke har et mål eller ikke ved hvor vi går hen (kognition), så vil det ikke være en lige så anvendelig færdighed for os at kunne. Det samme gælder for børnene. Hvis barnet kan gå, men ikke kan forstå at gå hen til mor eller far eller hen til sin yndlings bamse, gå bliver det at gå kun en funktion og ikke en anvendelig færdighed barnet kan udvikle sig med.
På denne måde fungerer hjernen i et komplekst netværk, som udvikler sig i forskellige samspil mellem forskellige funktioner.
Træning
Hjernens neuroplasticitet, dvs. dens evne til at ændres og udvikles på baggrund af træning, erfaring og læring, effektiviseres ved individuel intensiv træning, fordi vi har mulighed for at graduere træningen i forhold til hastighed og præcision. Tilføjer vi træningen en sensorisk aktivering ved aktiv medvirken, opnås der langt større effekt og tilmed øger vi opmærksomheden og engagementet i træningen. Hjernens neuroplasticitet er derfor aktivitetsafhængig, fordi jo flere gange impulserne i hjernen aktiveres og dermed bruges, jo bedre og mere effektive bliver de.
Træningen skal indeholde disse grundelementer for at opnå en positiv og målbar effekt:
- Træningen skal være intensiv og med mange gentagelser– dagligt og i mange uger
- Træningen skal være udfordrende – lige præcis så vanskelig, at det forekommer svært i begyndelsen
- Træningen skal være motiverende – træning må gerne være sjov
- Træningen skal udføres med aktiv selvmedvirken – ingen træning uden fysisk aktivitet fra barnets side
Er disse fire træningsfaktorer til stede, vil neuroplasticiteten påvirkes maksimalt, og det giver det bedste resultat.