Sanseintegrationsteori er en udviklingsteori, der kan være med til at identificere forskellige dysfunktioner, som opstår, når hjernen ikke kan integrere og organisere sanseinformationer. Det kan være en forklaring på årsagerne til barnets funktionsnedsættelse, og samtidig kan det give os en forståelse af, hvilken betydning det kan få for barnets udvikling (motivation for at deltage i aktiviteter).

En af antagelserne i sanseintegrationsteorien er, at barnet har en indre drivkraft til at opsøge og deltage i legende aktiviteter.

Det er i legen, at barnet får en masse forskellige erfaringer, og de fastlægges i hjernens strukturer som en slags neurologisk hukommelse. At have det sjovt = god sanseintegration.

Sanseintegrationsdysfunktion består i enten en mangelfuld modulation af sanseindtryk eller i en mangelfuld diskrimination af sanseindtryk, som fører til en nedsat evne til motorisk praksis.

Nogle børn kan have problemer med begge dele samtidig. Fælles for børnene er, at de har svært ved at registrere, organisere, integrere, fortolke og anvende sanseindtryk fra deres egen krop og fra omgivelserne. Sanseintegrationsdysfunktion betragtes som en udviklingsforstyrrelse på baggrund af utilstrækkelig sensorisk information fra især taktil, vestibulær og proprioceptiv sansning. Der er først tale om en sanseintegrationsforstyrrelse, når barnet er hæmmet i forhold til sin leg, læring, social kontakt eller andre daglige aktiviteter i en sådan grad, at der er risiko for, at barnets udvikling forsinkes.