Motorisk læring og udvikling handler ikke kun om barnet – men også om de omgivelser og opgaver, som barnet møder på sin vej. Vi kan altså, sammen med barnet, i høj grad påvirke udviklingen.

I dag mener man, at udviklingen ikke nødvendigvis foregår i en given rækkefølge. Der er flere teorier omkring, hvordan finmotorikken udvikles – herunder grebsudvikling, hændernes evne til at samarbejde samt individuelle fingerbevægelser. Disse er gode rettesnore, men det vil altid være individuelt fra barn til barn.

Hånd og fingre dannes i 5. foster uge, og fosteret kan sanse med fingrene og sutte på dem. Når barnet er født, kan det bevæge hånden i alle retninger – uden at kunne styre det bevidst og koordineret. Håndens og fingrenes bevægelser bliver med tiden mere bevidste i samarbejde med synssansen, følesansen og muskel-led-sansen.

Samarbejdet mellem syn og hænder (øje-hånd koordination) er yderst vigtigt for præcis funktion og for at få impulsen og lysten til at gribe efter noget. Koordineringsevne og passende kraft i selve grebet kræver en god forbindelse mellem hjerne og arm/hånd, og har betydning for barnets præcision, når det rækker eller undersøger f.eks. legetøj. Kraft i selve arm og hånd/fingre kræver stærke muskler og stabile led og er afgørende for, at barnet kan gribe sikkert og holde fast i ting.

For at kunne bevæge hænder og fingre præcist, skal man have balance og stabilitet i resten af kroppen til f.eks. at sidde sikkert og holde hovedet i midtlinjen, mens arme og hænder bevæges. Det kræver et godt samarbejde mellem sansesystemet, hjerne og muskler. Et barn på 9-11 måneder, som begynder at bruge et pincetgreb, hvor tommel- og pegefinger griber fat, har f.eks. brug for, at underarmen hviler på bordet, så hånden udelukkende skal koncentrere sig om grebet. Senere kan barnet frit anvende pincetgrebet i alle situationer uden støtte af underarmen.

En god evne til sansebearbejdning gør det nemmere at mærke og erfare omverdenen med hænderne. Ændret sansebearbejdning kan gøre det svært og til tider grænseoverskridende for barnet at bruge sine hænder. Efter en hjerneskade kan barnet have en ændret kropsopfattelse. F.eks. optræder den paretiske hånd ikke nødvendigvis som en del af barnets kropsopfattelse, eller som noget der er naturligt at bruge.

Disse grundlæggende overvejelser vil altid være en del af indsatsen omkring barnet.

Flere af de børn, vi møder, har en eller flere af de udfordringer, som en skade/forandring i hjernen kan resultere i. I den første tid kan det f.eks. være øget eller nedsat muskeltonus eller forandret sensibilitet. Det kan give udfordringer ift. at indlære nye færdigheder.

Senere kan der tilkomme sekundære symptomer grundet: ændrede bevægemønstre, tonus forandringer, nedsat styrke og lign. De sekundære symptomer kan f.eks. være kontrakturer, skoliose og lign. Disse udfordringer kræver en specialiseret indsats, hvor familien og vi oftest samarbejder med andre faggrupper omkring indsatsen.

I dag ved man, at den kognitive udvikling har indflydelse på kroppens udvikling og derfor altid bør tænkes ind i den finmotoriske indsats. Barnet skal først og fremmest have en ide om, hvad det gerne vil opnå. Måske handler det om at undersøge noget spændende legetøj. Måske handler det om at åbne en kasse for at få fat i det spændende indhold eller om at få godt greb om blyanten, så der kan skrives eller tegnes. Barnet skal være motiveret og kunne se mening og mål med at bruge hænderne i en given aktivitet. Derfor er vi meget opmærksomme på at arbejde med barnets nysgerrighed, motivation og forståelse – sideløbende med den finmotoriske træning.

Vi arbejder ud fra nyeste viden omkring neuroplasticitet. Den viser, at hjernen er plastisk og kan påvirkes gennem hele livet. Ordsproget om, at ”Øvelse gør mester” er stadig aktuelt. Forskningen viser ligeledes, at det kræver mange gentagelser at nå dertil, hvor hjernen har indlært en ny færdighed. Dette har man som forældre netop muligheden for i hjemmetræningen.

Optimal træning/læring beror også på barnets deltagelse. Der ses kun begrænsede plastiske forandringer/motorisk udvikling ved passiv bevægelse (mor bøjer og strækker barnets arm), mens der ses væsentligt større effekt, så snart barnet mest muligt deltager aktivt.

Aktiviteterne skal være motiverende. Det øger barnets opmærksomhed på aktiviteten, og det skaber mulighed for at fortsætte så længe, at de plastiske effekter opnås. Motivation handler også om belønning. Når ting lykkes, eller barnet får positiv ydre feedback, så udløses Dopamin – et stof i hjernen – hvilket fremmer læring.

Endeligt er det vigtigt, at hjernen får ro til at lagre det indlærte. Der skal være tid til consolidering – organisering i hjernen af den nyindlærte færdighed. Derfor er både pauser gennem dagen og søvn vigtig for indlæring af nye motoriske færdigheder.

Samlet kan man konkludere, at finmotorisk udvikling sker via masser af gentagelser i meningsfulde og motiverende aktiviteter og lege.

Læs mere her:

Den plastiske hjerne – udgivet af Hjerneforum i 2011.

Aktivitet er vigtig i forhold til at opretholde smidighed i alt væv i kroppen. David Butler var den første, som beskrev, hvordan et sundt og smidigt nervevæv er afgørende for udvikling af bl.a. motoriske færdigheder. Hvis nervevævet ikke kan følge kroppens bevægelser, kan det resultere i smerte ved bevægelse. Særligt børn med neurologiske udfordringer, som ikke selv kan bevæge deres krop i alle retninger på daglig basis, kan opleve smerter, som kan skyldes stramhed i nervevævet. Flere af vores fysioterapeuter er uddannet indenfor neurodynamik.

Det er blevet helt naturligt at tænke 24-timers positionering ind i indsatsen omkring barnet. Dette betyder, at barnet skal have gode udgangsstillinger gennem hele døgnet – både når det leger, spiser, hviler, sover osv. Særligt for de børn, som har større motoriske udfordringer, er det afgørende, at der hele tiden tænkes i optimal positionering. I indsatsen vil vi derfor komme omkring alle døgnets aktiviteter.

Der kan være behov for specielle puder til lejring om natten. Barnet kan have gavn af en specialtilrettet stol for at kunne sidde ved bordet og spise eller lege. Det kræver en stabil krop at kunne bevæge hænder og fingre præcist (stabilitet skaber mobilitet). Det kan også handle om at finde lige præcis det redskab, som gør det muligt for barnet at holde på en blyant, spise selv med gaffel/ske og lign.

Det er kommunen, der bevilliger hjælpemidlerne, og ofte samarbejder vi med sagsbehandlere, bandagister og hjælpemiddelkonsulenter for, sammen med familien, af finde den bedste løsning for barnet.